Ledelse er svært, – men så er det heller ikke sværere. Det svære er måske at finde ud af, hvori det svære består.

 Frank Hallundbæk, KAR+CO

Ledelse er svært, fordi det indeholder så mange svære valg i særdeles komplekse og foranderlige kontekster, og opleves svært, fordi hverdagen nærmest uafbrudt bombarderer ledere med nye vinkler, dimensioner og perspektiver på, hvordan deres håndværk udøves bedst. Ledelse er svært, fordi det foregår nu, men evalueres i morgen – man kan altså ikke (altid) aflæse resultatet af sin ledelse realtime og online på en skærm – man må have fornemmelse eller gehør. Og man må tro, på det man gør. Men hvor får man troen fra?

Der er en tendens til at se udad, når ledere forsøger at finde svar på deres udfordringer, udad mod hvad andre gør, andre har fundet på, andre har skrevet om – og der findes rigtig mange gode bud herpå. Prøv bare at slå ledelse op på Google! I form af begreber som for eksempel Lean, TQM, BPR, Business Excellence, Blue Ocean, Disruptive Management, Performance Management, New Public Management osv. Byder det ene mere sofistikerede koncept sig til efter det andet. Og bogtitler i titusindvis. Og myriader af cases, cases hvor man kan lede efter én, der ligner ens egen. Og konsulenter fyldt med ord, ord man i bedste fald kan starte med at lære udenad og måske forstå senere.

Så jo, ledelse må være svært!

Hvad er det, der er så svært?

For at kunne være leder, må man forholde sig til sine kompetencer inden for tre dimensioner:

  • Man skal vide noget generelt om at drive en virksomhed (den instrumentelle dimension)
  • Man skal kunne udfylde sin rolle i den specifikke virksomhed, man er ansat i (den funktionelle dimension)
  • Man skal evne at spille sammen med andre (den personlige dimension)

Hvilken af disse tre dimensioner der er den vigtigste, skal jeg undlade at kloge mig på, men det forekommer mig, at de fleste udviklingsressourcer anvendes på den første.

Jeg vil i denne klumme plædere for, at ledere, i stedet for at lede udenfor dem selv, vender blikket indad og forsøger at forstå sig selv som menneske. Man må være menneske, før man kan være leder. At være leder er en rolle, som man har i en specifik sammenhæng, i et afgrænset tidsrum – menneske er man hele livet. Det må derfor være lederens udgangspunkt.

Det man gør, ens adfærd, er det synlige niveau af, hvordan man til enhver tid er skruet sammen som person, hvilket vil sige ens personlige egenskaber og begavelse, ens erfaringer og viden samt ikke mindst ens ambitioner, drømme og håb. Det er her nøglen, til hvordan ens adfærd som leder er, ligger. Forståelsen af sine egne styrker og svagheder, hvis man kan tillade sig det sidste udtryk, og hvordan disse spiller ind i ledelsesmæssige situationer, herunder beslutningssituationer og valg.

”Man er født til at være leder”. Dette ofte hørte udsagn er noget vrøvl. Det ville forudsætte, at ledelse er en særdeles veldefineret rolle under alle forhold, og at de personlige karakteristika dermed ville være entydige og ensartede til alle tider. Det er de ikke.

”Ledelse kan ikke læres”. Selvfølgelig kan det det. Eller udvikles, hvis det ord glider nemmere ned. At blive leder kræver, at man udvikler sig inden for de tre ovenfor nævnte dimensioner og forsøger at forstå, hvad de enkelte dele betyder for én.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan være bedre til visse lederroller end til andre eller – for den sags skyld – komplet uegnet til nogle. For eksempel kan der kræves kompetencer af en god Lean leder, som man ikke besidder i fuldt mål – eller måske slet ikke. Derfor må ledere også være indstillede på, at lederrollen ikke er noget, man er valgt til for altid. Det er en specifik rolle, man har under givne vilkår. En rolle man kun kan udfylde i overensstemmelse med de kompetencer, man har, er i stand til og har lyst til at udvikle.

Ledelse er et socialt fænomen

Det giver ingen mening at tale om ledelse i ental. Ledelse er noget, der foregår mellem mennesker. Organisation og struktur er design af, hvordan flere skal spille sammen for at nå nogle fastsatte mål inden for et givet spillefelt – ledelse er det, der får spillet til at glide. Det betyder, at man som leder må vide, hvordan man påvirker andre, og man må vide, hvordan man selv lader sig påvirke af andre. Man må have lyst til dette samspil, turde træde ind i manegen og selv være en del af showet – det kan man kun, hvis man kender og respekterer sig selv. Man må sætte sig selv i spil og forvente, at ens hold spiller med.

Så ledelse er i grunden – måske – ikke så svært. Det svære ligger vel i at turde forstå sig selv og agere i overensstemmelse hermed. Troen kommer indefra ikke udefra.

Har du lyst til at få en snak om din lederrolle, så tøv ikke med at kontakte mig.

Vi tales ved.

De bedste hilsner

Frank Hallundbæk, Partner KAR+CO | Tlf. 2292 8716 | fh@kar.co.com

www.kar.co.com