Head of Support – erfaren leder fra den finansielle sektor

Medlemsservice  ·  Fagspecialer, support og sagsbehandling  ·  AML og compliance

Vil du stå i spidsen for PenSams erfarne medlemssupport med 20 kompetente kolleger? Brænder du for ledelsesopgaven, og har du solid erfaring med driftsledelse, AML og compliance fra den finansielle sektor?

PenSam arbejder for at sikre sine medlemmer de bedste pensionsløsninger og har et grundlæggende fokus på at tage hånd om medlemmerne gennem arbejdslivet ved at hjælpe dem til at træffe gode valg og komme trygt ind i seniorlivet.


Om jobbet
PenSams Head of Support er blevet forfremmet internt i organisationen, og vi søger derfor en fagligt kompetent og erfaren leder, som kan sikre branchens førende standarder inden for medlemssupport-funktionen – og samtidig sætte retning, motivere og skabe følgeskab.

Du refererer til PenSams medlemsdirektør og har det ledelsesmæssige ansvar for en specialiseret og velfungerende supportafdeling med 20 kolleger, som omfatter områder som hvidvaskbekæmpelse, medlemsservice, drift og administration.

Det er dit ansvar at drive og videreudvikle afdelingen og sikre de rette kompetencer og processer til fortsat at understøtte en kompetent og effektiv medlemsservice. I hverdagen arbejder du på at skabe kvalitet i og ensarte processer, og du har et kontinuerligt fokus på effektiv driftsstyring af afdelingens mange opgaver.

Supportafdelingens ansvar og opgaver:

  • Fagspecialister/produktansvar
  • Sagsbehandling inden for pensionsområdet, helbred, førtidspension, dødsbo, begunstigelse
  • Indbetalinger/udbetalinger
  • Hvidvaskbekæmpelse (AML)
  • Klagehåndtering
  • Compliance
  • Risikostyring og nøglekontroller
  • Systemansvar, masterdata
  • Ledelsesrapportering


Som en vigtig del af din opgave – og i tæt samarbejde med dine lederkolleger i medlemsområdet – er der en fælles opgave i den fortsatte udvikling af værdiskabende medlemsservices på tværs af afdelinger.

Din baggrund
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, formentlig på kandidatniveau. Du har solid erfaring med ledelse af kundesupport/service-funktion fra den finansielle sektor, og begreber som AML og compliance er velkendte. Du er vant til at lede specialister og medarbejdere, der arbejder med stor selvstændighed. Din erfaring har givet dig stor kundeforståelse og et kommercielt mindset, og du kan sikre høj kvalitet og en effektiv drift.

Du er en kompetent og troværdig leder, som med empati og stærke sociale kompetencer er god til at involvere, motivere og skabe følgeskab. Du er god til at skabe relationer, prioriterer til enhver tid det gode samarbejde, og befinder dig godt på alle niveauer.


Du tilbydes en udviklende stilling med stort ansvar i en virksomhed, som har sat medlemstilfredshed øverst på den strategiske agenda. Du får således alle muligheder for at gøre en stor forskel og bidrage til at skabe tryghed for PenSams 500.000 medlemmer og samtidig sætte egne fingeraftryk i processen.

Yderligere information
Er du nysgerrig, eller har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Susanne Gamrath, KAR+CO på telefon 22 14 63 00.


Ansøgning og ansøgningsfrist
Finder du jobbet interessant, kan du uploade ansøgning og CV ved at benytte knappen "Søg stilling". Ansøgninger behandles i takt med, at de modtages.

Med henvisning til de nye persondataregler modtages ansøgningen kun via systemet. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du derfor kontakte KAR+CO.

Bemærk, at vores annoncer automatisk og løbende bliver fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er endeligt besat. En fornyelse af stillingen, om end det kan se sådan ud, er således ikke et udtryk for genopslag. Du kan kun søge stillingen via systemet og kun én gang. Jf. GDPR bedes du undlade at fremsende ansøgning på ny via e-mail eller lignende uden forudgående aftale.